Boligmarkedet sætter lige nu den ene rekord efter den anden.

Er du sælger, kan du glæde dig over, at boligmarkedet i København var tæt på at sætte endnu en rekord i juni. 

Anderledes ser det dog ud, hvis du køber, og særligt hvis du er forælder til et ungt menneske, der gerne vil bo i en lille ejerlejlighed i København. 

Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger til salg faldt i juni. Og det er langtfra normalt, afslører Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit. 

Normalt topper udbuddet af boliger i juni og falder derefter løbende hen over efteråret og vinteren. Men i år er boligudbuddet allerede toppet i maj.

Tæt på historisk lavt udbud

Særligt i de store byer, hvor riften om ejerlejlighederne er stor, er udbuddet faldet markant det seneste år. 

På landsplan er udbuddet af ejerlejligheder ifølge Boligsidens tal faldet med 12 procent. Men i København er udbuddet faldet med 30 procent mellem juni 2024 og juni 2025. 

»Det er et tæt på historisk lavt udbud i København,« fortæller Lise Nytoft Bergmann til Berlingske. 

Udbudstallene fra Boligsiden går tilbage til 2011, og kun i tre korte perioder i de seneste 14 år har udbuddet af ejerlejligheder været lavere i byerne, end det er lige nu. 

Det drejer sig om februar 2021, februar 2022 og en kort periode i vinteren 2013. 

Ved udgangen af juni var der 1310 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune, mens der på Frederiksberg var 188 ejerlejligheder til salg. Det er på Frederiksberg otte procent færre end ved udgangen af juni sidste år. 

Samtidig er priserne på ejerlejligheder i København steget 17 procent det seneste år og 25 procent de seneste to år, oplyser Lise Nytoft Bergmann. 

En svær cocktail

I kombination med det lave udbud af boliger er det derfor blevet markant sværere for de unge, der er privilegeret af, at deres forældre har råd til at foretage et forældrekøb. 

»Man skal nok indstille sig på, at lejligheden ikke bliver nær så lækker, som hvis den var købt for ét eller to år siden,« udtaler boligøkonomen. 

Lise Nytoft Bergmann er selv censor på CBS i København, og netop boligsituationen i København er noget, der plager de unge studerende. 

»Hvis man bosætter sig uden for København er mulighederne gevaldigt meget bedre. Men det er jo ikke derfor, de unge vælger at læse i København.«

Ud over at priserne på ejerlejligheder er steget, er det også blevet sværere at få fat i en lejebolig eller andelslejlighed, pointerer Lise Nytoft Bergmann. 

Blandt andet fordi der ifølge boligøkonomen bliver bygget færre boliger i København end hidtil. Flere andelslejligheder bliver slået sammen, og de små andelslejligheder forsvinder i stigende grad ud af bybilledet, lyder vurderingen. 

»Det er en cocktail, som gør det sværere for de unge mennesker at finde et sted at bo. Og det gælder ikke kun dem, der har forældre, som kan købe,« siger hun. 

Søg mod Aalborg

I weekenden er der ansøgningsfrist for de studerende, der skal søge ind på landets universiteter.

Og selvom man ikke bør vælge uddannelse efter boligpriser og boligudbud, er det værd at skele til, hvis det er muligt at tage den samme uddannelse flere steder, mener Lise Bytoft Bergmann. 

»Der er nogle steder i landet, hvor det er væsentligt nemmere og billigere at finde en attraktiv bolig, og det gælder både i forhold til lejeboliger og forældrekøb,« lyder det. 

I Aalborg er udbuddet af ejerlejligheder eksempelvis steget med 16 procent mellem juni i år og juni sidste år. Og priserne er faldet med to procent i samme periode. 

Også i de andre studiebyer er udbuddet af ejerlejligheder ligesom i København faldet. Men i Odense er det kun faldet med 11 procent, og priserne er kun steget med seks procent det seneste år.

I Aarhus er udbuddet faldet med 28 procent siden juni sidste år, mens priserne på ejerlejligheder er steget med fem procent i samme periode.

Sidste sommer skete der noget helt utroligt for midtjyske Niels.

Han fik pludselig besked om, at en ukendt tredjemand havde betalt Skats krav mod ham i en erstatningssag, der udspringer af Skats køb af de lækkede Panama Papers.

Hvem, den velbeslåede pengemand var, kunne Niels imidlertid ikke få at vide.

Flere politikere og en tidligere departementschef undrer sig over Skattestyrelsens håndtering af sagen.

De kalder forløbet, som Berlingske for nylig omtalte, for »helt besynderligt« og taler om »underlig sagsbehandling« og »forskelsbehandling«.

»Ud over at være meget mystisk virker det også retssikkerhedsmæssigt skævt. Nogle borgere bliver øjensynligt behandlet bedre end andre,« siger Venstres skatteordfører Preben Bang Henriksen.

»Hvis jeg var en af dem, der selv havde betalt, ville jeg da stille mig noget undrende overfor, at jeg ikke kunne blive en del af den ordning,« tilføjer han.

En række skatteborgere i samme situation har enten betalt frivilligt eller er efter en dom blevet pålagt at betale Skats krav mod dem.

Niels slap dog ikke for en tur i retten.

Selvom Skattestyrelsen havde fået sine 645.000 kroner, kørte skattemyndighederne på med erstatningssagen mod Niels.

Preben Bang Henriksen kalder Skattestyrelsens sagsbehandling både »skjult, dybt kritisabel og underlig«. Han mener, at Panama-sagerne har udviklet sig til »skattevæsenets kispus med borgerne«.

»Hvor vi i det offentlige i videst mulig omfang tilstræber åbenhed, er den samlede sagsbehandling i Panama-sagerne desværre udtryk for, at systemet dels lukker sig, dels øjensynlig forskelsbehandler,« siger han.

Hvem har en interesse i at betale?

Enhedslistens Pelle Dragsted kalder det en »besynderlig historie« og hæfter sig også ved, at skatteborgerne stilles meget forskelligt.

Men det, der ifølge Pelle Dragsted også er »lidt interessant ud fra et politisk perspektiv, er, hvem der har haft en interesse i at betale den her pænt store skattegæld«.

»Er det penge, man har betalt, fordi man har ønsket at undgå en retssag, hvor der måske kunne komme oplysninger frem, som ikke vil være fordelagtige for betaleren – altså, den pågældende virksomhed – for det er vel dét, der er tale om.«

»At for eksempel en bank har ønsket at få afsluttet sagen uden den offentlighed, der følger med en retssag, og som de har undgået nu,« siger Pelle Dragsted.

Skat påpegede allerede i 2018, at banker spillede en »aktiv rolle« i skattelysagerne, men som Berlingske har afdækket, er Skat i første omgang gået efter skatteborgerne.

Hvorvidt bankerne siden er blevet stillet til ansvar, har hverken Skattestyrelsen eller skatteministeren villet svare på.

Efterlyser placering af ansvar i Panama-sager

Nordea har dog – efter Ekstra Bladets omtale i oktober 2022 – offentligt bekræftet, at Skattestyrelsen varslede et krav mod Nordea Luxembourg. Men hvordan den sag er endt, vil ingen svare på.

»Man sidder tilbage med et uafklaret spørgsmål: Hvem bærer egentlig ansvaret for det her? Er det bankerne? Er det rådgiverne? Er det den enkelte borger? Det får vi nok aldrig svar på,« siger Pelle Dragsted.

Derfor ærgrer det ham, at der måske ikke bliver ført nogen straffesager i Panama-komplekset, for »der kunne man få afprøvet, om der faktisk var et personligt strafansvar«.

De fleste straffesager mod enkeltpersoner er, som Berlingske har afdækket, lagt ned.

Pelle Dragsted har på to samråd forgæves forsøgt at få svar på, hvorfor NSK og anklagemyndigheden til manges overraskelse ikke har rejst tiltale i de mange sager, hvor der ifølge Skat er sket skatteunddragelse i meget stort omfang.

Ud af 57 straffesager er 48 sager lagt ned. I de ni resterende sager overvejer NSK, om der skal rejses tiltale mod de ni sigtede enkeltpersoner.

»Er pengene det vigtigste?«

Peter Loft, tidligere og mangeårig departementschef i Skatteministeriet og siden folketingskandidat for Liberal Alliance, finder det »helt besynderligt«, at den pågældende, altså Niels, ikke kan få at vide, hvem der har indfriet Skats krav.

Han synes ikke, at sagen og forløbet er »særlig pænt«.

»Skat har til en vis grad indtaget en holdning om, at målet helliger midlet. Altså, hvis vi kan få pengene ind, så gør vi det. Også hvis det indebærer, at man må give køb på et forvaltningsretligt princip om ligebehandling,« siger Peter Loft og fortsætter.

»Lukketheden er formentlig en betingelse for, at staten kunne få pengene fra tredjemand. Men er det pengene, der er det vigtigste? Er det ikke retfærdigheden og principperne? Da jeg var departementschef, havde jeg den holdning, at vi førte retssager for at finde ud af, hvad der var gældende ret. Her fører man sager for at vinde dem.«

I erstatningssagen mod Niels ville Skattestyrelsen have ham til at erkende, at han havde handlet ansvarspådragende, selvom tredjemand havde betalt kravet og dermed underforstået må have påtaget sig skylden.

Skattestyrelsen ville også have Niels dømt for at være erstatningsansvarlig for et fremtidigt, hypotetisk skattekrav, der måtte dukke op i hans Panama-selskab.

Men den måtte Skattestyrelsen længere ud på landet med.

Retten i Viborg slog fast, at Skat ikke havde »en aktuel retlig interesse« i sagen.

Er det en skattepligtig gave?

Preben Bang Henriksen vil på baggrund af Berlingskes omtale af Niels' sag stille spørgsmål til skatteminister Rasmus Stoklund (S).

Blandt andet for at få svar på, hvem den mystiske pengemand er, og hvad der ligger til grund for skattemyndighedernes tavshed om navnet på »giveren«.

Preben Bang Henriksen vil også have skatteministeren til »at bekræfte, at skatteyderen skal beskattes af den modtagne gave«, der ligger i, at »vedkommende slipper for at betale en skattegæld«.

I så fald vil det – ifølge Preben Bang Henriksen – være Niels' opgave at skulle bevise, at »der ikke er tale om en gave, men derimod et erstatningsbeløb«.

Og så kan det virkelig blive op ad bakke for Niels.

For hvis staten indgår forlig i en erstatningssag, er det typisk med en fortrolighedsklausul, som betyder, at parterne ikke må oplyse, om der er indgået en aftale, og hvad den indeholder.

Forelagt kritikken skriver fagdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup, at han generelt for sagerne i Panama Papers kan sige, at »Skattestyrelsen er optaget af at sikre, at de skatter, der skulle have været betalt til statskassen, også bliver det«. 

»Det indebærer, at vi har vurderet mulighederne for at rejse krav mod tidligere kapitalejere og ledelsesmedlemmer, rådgivere og hvem, vi ellers mener at kunne løfte bevisbyrden for at forfølge kravene hos,« skriver han.

Kim Tolstrup gør det også klart, at Skattestyrelsen ikke forsøger at få krav betalt to gange.

Den udskældte kapitalfond Macquaries overtagelse af TDC har affødt hård kritik og massive bekymringer.

Spørger man den australske fond, føler man sig dog ikke miskrediteret, dæmoniseret eller misforstået – faktisk mener Macquarie ikke, at kritikken eksisterer.

Alligevel bryder kapitalfonden tavsheden og forsvarer sig i kølvandet på købet af TDC-koncernen og dermed det kritiske danske telenet.

I et interview med Berlingske adresserer Nathan Luckey, chef for Macquaries europæiske investeringer i digital infrastruktur, nu en række af de ubesvarede spørgsmål, overtagelsen har medført.

For hvad skal der ske med den gældsplagede koncern, som er afgørende for den nationale sikkerhed?

Et spørgsmål, der har fået flere af folketingets partier til at ønske handlen stoppet og skabt frygt for hovedejeren, som tidligere har markeret sig som en kontroversiel og brutal investor i en række lande.

Sager, der har fået den britiske avis The Times til at give den australske fond tilnavnet »Vampyrkænguruen« – med henvisning til fondens offensive tilgang til at skaffe afkast og udbetale udbytter til sig selv. 

Og mens bekymrede politikere råber vagt i gevær, gransker myndighederne handlen. Den ansvarlige minister skal i sidste ende godkende, om Macquarie overhovedet må eje kritisk dansk infrastruktur.

Det har staten tidligere sat en stopper for.

Samtidig kan købet af TDC-koncernen medføre et milliardtab for tre af landets største pensionskasser. De trak sig i maj ud af den pinefulde investering og gjorde det dermed muligt for Macquarie at overtage.

Det er dog ikke på det bagtæppe, at kapitalfonden nu taler med pressen, fortæller Nathan Luckey.

Årsagen er praktisk: Kommunikationsopgaven påhvilede pensionskasserne, da de ejede halvdelen af TDC. Nu ligger den opgave hos Macquarie.

»Da de danske fonde besluttede deres exit, blev det os, der trådte ind i den rolle,« siger Nathan Luckey.

Intet odiøst

Det er også forklaringen på, at Macquarie i marts – to måneder før salget blev annonceret i maj – forsøgte at bringe møder i stand med en række ministre.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, har både finansminister Nicolai Wammen (S), digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) modtaget enslydende henvendelser fra kapitalfonden via e-mail.

Ingen af ministrene ville imidlertid møde Macquarie, der ønskede at »diskutere« TDC og ville fortælle, hvad fonden har bibragt koncernen siden 2018.

Det fik de dog lejlighed til at gøre med embedsmænd fra de to sidstnævnte ministerier.

»Mange ville ikke mødes, og det er okay. Det var ikke nødvendigt, men vi ville sørge for, at vi havde forsøgt at række ud, hvis nogle skulle have nogle spørgsmål,« siger Nathan Luckey og fortæller, at Macquarie løbende har haft uformelle samtaler med politikere og embedsmænd.

Endte I med at mødes med en minister?

»Jeg tror ikke, vi havde nogle formelle møder med nogen ministre i den proces.«

Men hvorfor ville I mødes med ministre?

»Vi ville ikke mødes med ministre. Vi ville række ud til regeringen i den bredeste forstand, hvilket inkluderer politikere og embedsmænd. Dels for, af høflighed, at give en heads up om, at de danske fonde ønskede at træde ud, og vi ønskede at købe. Men også tage det møde og bruge det som en mulighed for at genfortælle, hvem vi er, hvad vi vil, og hvad vi har gjort for TDC.«

Det var altså ikke et spørgsmål om at gøde jorden, lyder det fra Nathan Luckey, der dog fortæller, at det kræver tillid at eje kritisk infrastruktur, og at de virksomheder, kapitalfonden investerer i, »er vigtige for samfundet«.

»Et blodigt spor«

Netop derfor har handlen affødt hård kritik af regeringen, da flere partier har udtrykt bekymring over, at kritisk infrastruktur falder i Macquaries hænder.

»Når man har nogen, der vil købe TDC, som har efterladt et blodigt spor af ødelæggelse bag sig, undrer det mig virkelig, at man ikke har gjort noget aktivt for at forhindre dem i at overtage kritisk infrastruktur,« sagde SFs erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, til Berlingske i sidste uge.

Kritikken henviser blandt andet til kapitalfondens rolle i udbytteskandalen, hvor europæiske statskasser blev lænset for milliarder. Også skandalen omkring Macquaries tidligere ejerskab af det britiske vandforsyningsselskab Thames Water spiller ind.

Allerede da Macquarie i 2018 overtog halvdelen af TDC, advarede et af konsortiets medlemmer mod at lade australierne overtage mere end 50 procent af koncernen og investere i kritisk dansk infrastruktur.

Det ville ikke være »hensigtsmæssigt«, lød det fra Torben M. Andersen – formand for ATP og økonomiprofessor.

Som svar på politikernes kritik anfører Nathan Luckey, at Macquarie ikke skal betragtes som andre kapitalfonde, som typisk leder efter et hurtigt afkast, men derimod differentierer sig ved at investere i infrastruktur og har en længere tidshorisont.

Han understreger desuden, at fonden har investeret massivt i udrulningen af fibernet, 5G og udfasningen af det gamle kobbernet – samt at Macquarie ikke har trukket penge ud af TDC.

»Hvis ikke vi havde investeret i fibernet, ville TDC ikke have haft en lang fremtid foran sig,« siger han og inddrager selv fondens tidligere ejerskab af Københavns Lufthavn, som eksempel på, hvordan Macquarie ejer kritisk dansk infrastruktur.

Det gør han flere gange under interviewet.

Macquarie var ejer mellem 2005 og 2017, og Lufthavnen i Kastrup var ifølge Nathan Luckey en væsentligt mere profitabel forretning, da kapitalfonden afhændede selskabet, end da det blev købt.

»Vi byggede nye terminaler, vi opgraderede kapaciteten, passagertallet steg med over 40 procent, mens antallet af medarbejdere steg med over 40 procent,« siger han.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, trak fonden dog betydelige beløb ud af lufthavnen i ejerperioden. Der pågik senere et slagsmål med de danske skattemyndigheder om beskatningen af disse udbytter.

Og det var netop reminiscenserne fra dengang, der var årsag til, at finansminister Nicolai Wammen i december annoncerede, at staten brugte 32 milliarder skattekroner på at nationalisere lufthavnen. Her udnyttede staten en forkøbsret via ATP for at tage kontrollen.

Dengang blev Macquarie ikke nævnt ved navn, men som Berlingske tidligere har beskrevet, var årsagen til nationaliseringen, at kapitalfonden havde vist interesse for aktieposten.

Det ønsker Nathan Luckey ikke at bekræfte.

»Vi var ikke involveret i, at den danske stat besluttede at udnytte en forkøbsret. Det har ikke noget med os at gøre,« siger han, men tilføjer:

»Jeg kan sige mere generelt, at vi er en aktiv investor i infrastruktur, som altid er på udkig efter muligheder verden over. Hvis der havde været mulighed for at købe alle de aktiver tilbage, som vi desværre har været nødt til at sælge gennem årene, ville vi selvfølgelig det.«

For der bliver brugt »blod, sved og tårer« på at skabe gode forretninger – må man forstå.

Men I føler jer ikke misforstået?

»Der er ikke nogen, der kommer til mig med de udfordringer. Du siger, folk ser sådan på os. Det er ikke et synspunkt, der bliver udtrykt over for os direkte. Og derfor kan jeg ikke tænke, at vi bliver misforstået.«

Har tabt milliarder

Det er nu op til erhvervsstyrelsen og i sidste ende erhvervsminister Morten Bødskov at tage stilling til, om Macquarie skal forhindres i at købe resten af TDC.

Der pågår lige nu en granskning efter investeringsscreeningsloven, som ifølge Berlingskes oplysninger befinder sig i den såkaldte fase to, hvor der endeligt skal tages stilling til, om købet kan godkendes.

Adspurgt, hvad Macquarie forventer, at der kommer ud af den proces svarer Nathan Luckey:

»Det er fuldstændig op til dem, hvordan den proces går. Vi giver den information, der efterspørges.«

Der forventes en afgørelse i løbet af et halvt års tid, lyder det videre.

Og såfremt købet godkendes, vil Macquarie følge den plan, der fra starten blev lagt for det tidligere konsortiums ejerskab.

Indtil videre er planen dog kuldsejlet.

Kapitalfonden købte TDC for 41 milliarder kroner ved primært at stifte gæld i selskabet, hvilket siden har martret koncernen, der nu har en gæld på 63 milliarder.

Samtidig har TDC kørt med årelange underskud, som samlet er løbet op i næsten 18 milliarder kroner.

»Det er under vores forventede afkast indtil videre,« siger Nathan Luckey.

Hvad gældsbjerget og den manglende evne til at tjene penge har betydet for markedsprisen, er imidlertid usikkert.

Pensionskassernes exit kan dog have medført et milliardtab for danske pensionskunder, men ingen af konsortiets medlemmer ønsker at kommentere prisen.

»Det kan jeg desværre ikke afsløre. Det er fortroligt mellem sælgerne og køber,« siger Nathan Luckey, men understreger, at pensionskasserne har fået rede penge for deres ejerandel.

»Det er ikke papir, der skifter hænder – det er rigtige penge. De danske fonde træder helt ud og vil ikke længere have økonomisk interesse i TDC. Vi betaler kontanter, og de giver os aktier og lån,« siger han.

Nu skal Nathan Luckey finde ud af, hvordan Macquarie kommer ud af investeringen med skindet på næsen.

Her er det ambitionen at sælge TDC-koncernens to forretningsben hver for sig – ligesom det altid har været planen, fortæller han.

Der er tale om de to driftsselskaber TDC Net, der råder over det kritiske telenet samt master – og Nuuday, der dækker over selskaber som YouSee, bredbåndsselskabet Hiper og mobilselskabet Telmore.

Selvom et salg af Nuuday har været på tale længe for at komme af med gælden, er det ikke lykkedes.

Nathan Luckey oplyser, at fonden har en investeringshorisont på 10 til 12 år, hvilket betyder, at et salg kan finde sted mellem 2028 og 2030.

Til den tid håber Macquarie at lande et »tocifret afkast i den lave ende« ved at sælge hele koncernen.

I år er det 100 år siden, ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen i Struer lagde grundstenen til virksomheden B&O.

Siden er virksomheden blevet ikoniseret som producent af eksklusive højttalere, fjernsyn og hovedtelefoner – men de seneste år har selskabet kæmpet for at tjene penge.

Og det seneste regnskabsår, der er offentliggjort torsdag, er ingen undtagelse.

Omsætningen hos B&O faldt med 1,4 procent og endte på knap 2,6 milliarder kroner. Det er tredje år i træk, at virksomheden må se salget skrumpe.

Også bundlinjen er slået tilbage, og selskabet ender efter skat med et minus på 29 millioner kroner. Før skat lyder årets resultat på to millioner kroner.

Et ikke prangende resultat, der dog er »i tråd med virksomhedens planer og på niveau med forventningerne for året«, lyder det i regnskabet.

Selskabet beskriver dog selv året som et såkaldt transitionsår, hvor der arbejdes på at ruste virksomheden til de kommende år.

Der er blandt andet rejst nye penge i november 2024, hvor B&O gennemførte en kapitaludvidelse og rejste 217 millioner kroner.

I indeværende regnskabsår forventes omsætningen derfor igen at vokse med mellem en og otte procent.

For at nå i mål med den ambition er det særlig på det kinesiske marked, at forretningen skal vokse, fremgår det.

Selvom geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed fortsat kan ramme virksomheden, lyder det.

»Vi er fortsat opmærksomme på uforudsigeligheder i markedet, og er samtidig begejstrede og ser med stor tiltro mod fejringen af Bang & Olufsens 100-års jubilæum senere på året. For at markere denne milepæl, vil vi ære vores arv og forme vejen frem, når vi træder ind i B&O’s næste århundrede i spidsen for luksus lydoplevelser,« udtaler B&Os topchef, Kristian Teär, i en pressemeddelelse.

Har hævet priser

Det seneste halve år har B&O ad flere omgange hævet priserne på en række af virksomhedens produkter. Særligt på det amerikanske marked.

For virksomheden ønsker at gøre sig gældende som værende et endnu mere eksklusivt varemærke.

Et eksempel er – ifølge Børsen – at et af virksomhedens flagskibe, højttalersættet Beolab 90, steget fra at koste 500.000 kroner ved lanceringen i 2015 til nu at koste over en million kroner.

»Med hensyn til prissætning blev der gennemført prisstigninger på udvalgte produkter i januar 2025. Yderligere prisstigninger blev gennemført i maj 2025 og senest i juni 2025 specifikt for det amerikanske marked som reaktion på normale prisjusteringer og nylige toldmeddelelser,« skriver B&O i regnskabet.

I april fortalte selskabets finansdirektør, Nikolaj Wendelbo, at handelskrigen bekymrede Bang & Olufsen, og at det er medvirkende årsag til prisforhøjelserne.

»Vores leverandører og producenter kommer også til at bære en del af byrden. Det samme gør vores salgspartnere i USA. Der vil være flere parter, som skal være med til at dække den her regning. Vi har ikke tænkt, at den ender hos B&O alene, men at hele værdikæden skal bære omkostningerne,« lød det.

Sommerferien står for døren, men for tusindvis af passagerer kan en lufthavnsstrejke de næste dage betyde, at feriemålet ikke nås.

For en fransk strejke kan påvirke flytrafikken i hele Europa.

Torsdag og fredag gennemfører to franske fagforeninger nemlig en aktion, der involverer de franske flyveledere, som har nedlagt arbejdet.

Årsagen er ifølge den franske fagforening UNSA-ICNA dårlige arbejdsforhold som blandt andet indebærer personalemangel, ledelsesproblemer og planerne om at indføre et omdiskuteret stempelur-system for flyvelederne.

Det skriver BBC.

Trods forhandlinger tidligere på ugen er det ikke lykkedes fagforeningerne at blive enige med arbejdsgiverne.

Det betyder ifølge mediet, at en fjerdedel af flyvningerne til lufthavnene i Paris er blevet aflyst samt halvdelen af flyvningerne i Nice lufthavn.

Ifølge de franske luftfartsmyndigheder vil aflysningerne og forsinkelserne blive værre fredag.

Frankrigs transportminister, Philippe Tabarot, har kaldt strejken uacceptabel og fordømt fagforeningernes krav og beslutningen om at strejke netop nu, hvor mange rejser på ferie.

»Tager familier som gidsler«

Også Ryanair langer ud efter de strejkende flypersonale.

For lavprisselskabets vedkommende betyder strejken, at 170 fly er blevet aflyst og 30.000 passagerer ikke nødvendigvis når deres rejsemål.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Og strejken får ikke kun betydning for passagerer, der skal til Frankrig, men vil også få betydning for flyvninger, der krydser fransk luftrum, lyder det videre.

Ifølge Ryanair vil passagerer, der skal til eksempelvis Spanien og Grækenland blive påvirket.

Derfor opfordrer Ryanair’s topchef, Michael O’Leary, EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til at skride til handling.

Det gør han med henvisning til at den franske strejke falder sammen med mange europæeres sommerferie.

»Endnu en gang bliver europæiske familier taget som gidsler af franske flyveledere, der går i strejke. Det er ikke acceptabelt, at overflyvninger gennem fransk luftrum på vej til deres destination bliver aflyst eller forsinket som følge af endnu en fransk flyvelederstrejke. Det giver ingen mening og er yderst urimeligt over for EU-passagerer og familier, der skal på ferie,« udtaler Michael O’Leary.

Han advokerer videre for, at sikre et »minimumsserviceniveau« under strejker og beskytte overflyvninger gennem fransk luftrum mod nationale faglige konflikter.

Brøndums Hotels historie rækker tilbage til 1859. Gæstgiveriet var i mange år tilholdssted for Skagensmalerne, eftersom Anna Ancher var datter af grundlæggeren og søster til den senere ejer.

Nu vil en af Danmarks største hotelkonger have fingre i det skagenske stykke kulturarv.

Bobestyreren i dødsboet til Bendt Fredberg – der i knap fem årtier ejede og drev Brøndums Hotel – har nemlig aftalt at sælge hotellet til Arp-Hansen-gruppen.

Hotelkoncernen er en af Danmarks største og hovedsageligt ejet af bestyrelsesformand Henning Arp-Hansen.

Sidste år belyste Berlingske i en artikelserie, hvem der ejede mest jord og fast ejendom i Danmark – både i hele landet og i hovedstaden. Her indtog hotelmilliardæren andenpladsen over de ti personer, der ejede mest fast ejendom i Storkøbenhavn.

Men selvom hotelkoncernens aspirationer langt overvejende findes i københavnsområdet, var den sjældne mulighed for at købe Brøndums Hotel formentlig for god til at glippe.

Et køb med betingelser

I en pressemeddelelse fra advokatfirmaet HjulmandKaptain, der er bobestyrer i dødsboet for den mangeårige ejer Bendt Fredberg, fremgår det, at der er indgået en betinget købsaftale med Arp-Hansen Hotel Group A/S.

»Købet er derfor betinget af, at hotellets gamle, smukke bygninger kan fornys og opgraderes, så de i mange år fremover kan imødekomme den nutidige gæsts krav og forventninger – med fuld respekt af bygningsarv, atmosfære og historie,« fremgår det i meddelelsen.

Arp-Hansen-gruppen har dog allerede med en fredningsarkitekt været i dialog med fredningsmyndighederne i Slots- og kulturstyrelsen om, hvordan en omfattende renovering kan gennemføres uden at give køb på Brøndums Hotels historie og atmosfære.

Går alt efter planen, overtager Arp-Hansen-gruppen Brøndums Hotel 1. januar 2026.

Tunge med ærter og »Annanas Is«

Brøndums Hotel ligger et stenkast fra Skagen Havn, har 45 værelser og en populær restaurant, hvor Mikkel Heuck (tidligere Marchal og Kong Hans Kælder) er køkkenchef.

Hotellet tilbyder blandt andet et »kunstophold«, hvor gæster samtidig får adgang til Skagens Museum, hvis historie hænger tæt sammen med hotellets.

Det skyldes først og fremmest, at skagensmaler Anna Ancher var datter af Erik Brøndum, der grundlagde gæstgiveriet i 1859 og søster til Degn Brøndum, der drev det videre.

Af samme årsag dannede Brøndums Hotel i en årrække rammerne for regelmæssige ophold og Babettes Gæstebud-lignende selskaber for kunstnere som Anna og Michael Ancher, Carl Nielsen, Marie og P.S. Krøyer og Holger Drachmann.

I et brev fra Anna Ancher i Skagen til datteren Helga Ancher i København dateret 22. marts 1919, lyder det blandt andet:

»Kjære Helga!

Ja, det blev en meget vellykket Fest iaftes den 21de. Deilig Mad, Østers, Tunge med Ærter, Laks, Gulerødder, Kalkunsteg med Fars, og Krystader til med Fyldning, og Is, baade Chokolade og Annanas Is. Æbler, Kaffe ved Bordet. God, munter Stemning!«

Rettelse fredag den 4. juli: I en tidligere version af artiklen var Helga Ancher fejlagtigt beskrevet som Anna Anchers søster.

I begyndelsen fulgte han minutiøst med i Donald Trumps udmeldinger. 

Først ti procent, senere 20 procent, sågar trusler om 50 procent i straftold. 

Men som administrerende direktør i virksomheden VentriJect, der endnu er »en lille biks« på det store internationale marked, fik Mikkel Kristiansen for dårlige nerver af det. 

Han måtte holde snuden i sporet og afvente konkrete meldinger.

Alligevel er Mikkel Kristiansen en af dem, som venter spændt på næste træk i den toldkrig, som USAs præsident har indledt og dermed trukket resten af verdensmarkedet med ind i.

9. juli udløber nemlig den 90 dage lange toldpause, som Trump har givet USAs handelspartnere, og forhåbentlig bliver Mikkel Kristiansen og andre erhvervsledere klogere til den tid.

»Usikkerhed er det værste, når man er en virksomhed. Det er fuldstændig umuligt at lave strategier, når fundamentale ting hele tiden ændrer sig,« siger Mikkel Kristiansen.

Og at han ikke er alene med den følelse, slår en undersøgelse fra revisionsgiganten PwC fast med syvtommersøm og nagelfaste skruer.

Halvdelen af de 229 adspurgte danske erhvervsledere forventer, at den globale vækst vil falde i løbet af de næste 12 måneder. 

Ligeledes ser de med mere sortsyn på udsigterne for egne virksomheder. 34 procent svarer, at de har sænket deres vækstforventninger i forhold til deres vurdering ved årsskiftet. Kun 11 procent har øget vækstforventningerne.

»Der er en udbredt bekymring for, at der sker en yderligere eskalering af handelskrigen. De er i en situation, hvor der mangler afklaring, og det sætter sig i forventningerne til væksten,« siger Lars Baungaard, der er administrerende direktør i PwC.

Han peger også på usikkerheden som den største udfordring for virksomhederne, fordi den får dem til at holde igen med investeringerne.

Flere af de adspurgte virksomheder fortæller, at de allerede har iværksat besparelser for at gardere sig mod et muligt negativt udfald af handelskrigen.

»Virksomhederne arbejder ud fra de forskellige scenarier, og derfor udskydes investeringer, indtil man finder ud af, hvilket scenarie man reelt ender i,« forklarer han.

Og det er her handelskrigen gør skade.

»Når virksomhederne er tilbageholdende, kan det betyde, at man mister konkurrencekraft på sigt,« siger Lars Baungaard.

Trump trak i land

Der var ellers tale om intet mindre end en befrielsesdag – »Liberation Day« – da Donald Trump i begyndelsen af april stod i Rosenhaven ved Det Hvide Hus bevæbnet med en tavle og en toldplan.

En grundlæggende sats på ti procent told til stort set alle lande. 20 procent oveni til EU, 24 procent til Japan, 34 procent til Kina. Rusland, Nordkorea og Belarus blev fritaget.

Regnestykket mødte kritik fra flere kanter. Især da det gik op for en amerikansk erhvervskommentator og redaktør, at det var et meget simpelt stykke matematik, som den amerikanske præsident lagde til grund for en potentiel omkalfatring af global handel.

Men hele formålet med handelskrigen er ikke til at tage fejl af. Donald Trump ønsker at rykke mere produktion til USA, skabe nye arbejdspladser og derved følge op på de løfter, han har udstukket til de amerikanske vælgere. Den går især ud til arbejdsklassen.

Men da straftolden sendte de finansielle markeder ud i et rasende stormvejr og såede tvivl om USAs status som en sikker havn, trak Trump i land.

Særligt udviklingen på markedet for amerikanske statsobligationer gjorde udslaget for Trump, som annoncerede en 90 dages – efter eget udsagn – toldpause.

»Folk« var ved at blive »urolige og lidt bange« ifølge præsidenten selv.

Det er en pause med modifikationer, da der stadig fastholdes en 25 procent straftold på blandt andet stål, aluminium og biler samt en basistold på ti procent

Flere kilder fortæller til mediet Bloomberg, at EU er klar til at indgå et handelskompromis med USA. I dette kompromis vil de ti procent basistold være en del af pakken med en række undtagelser for medicinalprodukter, alkohol, fly og semiconductor-chip. 

Det vurderes, at en midlertidig aftale vil kunne nås, inden de 90 dage er gået.

Flere hovedpiner

Og det har man ventet på hos VentriJect i Hellerup. Virksomheden har skabt en lille sensor, som kan måle kondital ud fra kropsvibrationer.

Det amerikanske marked rummer stort potentiale for VentriJect og Mikkel Kristiansen, men straftolden er blevet en tung klods om benet. 

»Regningen for de nuværende ti procent told er primært landet hos os, og det kan vi godt absorbere. Men hvis den bliver større, bliver vi nødt til at skubbe mere ud mod slutbrugeren.«

Mikkel Kristiansen forklarer, at man har kigget på at ændre i prismodellen i VentriJect, der både består af fysiske produkter og software. Software er ikke underlagt toldafgifter, og derfor kan man potentielt forskyde prisen dertil.

»Men det er ikke nødvendigvis noget, jeg har lyst til,« fortæller Mikkel Kristiansen og tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige, hvordan det lander.

Også afledte affekter af Donald Trumps økonomiske politik skaber usikkerhed hos den Hellerup-baserede virksomhed.

»Det bekymrer mig, om inflationen kan stige helt vildt i USA, og vores kunder begynder at spare mere. Én ting er told, men hvis amerikanerne er mindre villige til at investere i ny teknologi, vil det påvirke vores forretning,« siger Mikkel Kristiansen.

Frygten er, at det vil give færre kunder i biksen. Der mærkes allerede en tilbageholdenhed, når det kommer til at investere. Især amerikanske samarbejdspartnere stiller flere spørgsmål end tidligere.

»De ved ikke, om de er købt eller solgt. Vi arbejder med forskere, hospitaler og universiteter, som også befinder sig i en usikker position med Trump i Det Hvide Hus,« siger Mikkel Kristiansen og tilføjer:

»Alle går med en forventning om, at der kommer til at ske noget, men vi bliver ikke nødvendigvis ramt lige nu.«

Væbnet med tålmodighed

I et andet hjørne af Danmark – Søften uden for Aarhus – må man også forholde sig til at være virksomhedsejer med transatlantisk aktivitet midt i det orkanens øje, som er Trumps toldkrig. 

Berlingske talte i maj med Niels Pedersen om netop det. 

Han er administrerende direktør i Blue Line, der producerer it-hardware, som særligt bliver afsat til medicinalvirksomheder. Mange af dem i USA.

»Ja, der er jo ikke meget, som har ændret sig siden sidst,« indskyder Niels Pedersen, der som resten af erhvervslivet venter på at blive lidt klogere inden den 9. juli, som er Trumps deadline.

Han er dog ikke helt så pessimistisk omkring fremtiden, som størstedelen af respondenterne i PwCs undersøgelse. 

Blue Lines amerikanske kunder har accepteret den ekstra toldsats på nuværende ti procent uden protester, der kunne mærkes på bundlinjen. De 50 procent straftold, som var oppe at vende på et tidspunkt, vil derimod sætte Blue Lines kunder i en helt anden situation. 

»Vores kunder har taget ti procent i stiv arm, men vi er i tvivl om, hvordan de vil reagere på mere end det.«

Derfor holder man vejret hos Blue Line lidt endnu. 

I løbet af juli sender Niels Pedersen en mand til USA, som skal kigge på nye potentielle lejemål og forberede rekruttering af flere medarbejdere.

»Hvis der ikke var nogen usikkerhed, var vi klar til at ansætte flere i USA her og nu. Men det venter vi med at eksekvere på, til vi får en status på forhandlingerne mellem USA og EU.«

Den knibe genkender dansk erhvervsliv over en bred kam ifølge pulsmålingen fra PwC, hvor 47 procent svarer, at man afventer større klarhed, før man sætter konkrete tiltag i søen.

»Det skubber til, at man ser en mere regional tilgang end bare rent globalt, for det er blevet mere komplekst. Virksomhederne er nødt til at overveje, hvor de har lagt deres produktion og forsyningskæder, og det vil påvirke investeringsbeslutningerne i højere grad, end man så førhen,« siger Lars Baungaard.

Det er samme venteposition, Mikkel Kristiansen og VentriJect befinder sig i lige nu. I skrivende stund er han på konference for europæiske forskere inden for sportsvidenskab og medicin i Italien.

Det er faglige diskussioner med forskere og samarbejdspartner, hvor toldkrigen for en stund er sat på pause.

»Når det er sagt, så sker der hele tiden noget derovre. Vi er selvfølgelig opmærksomme på det hele, men lige nu er det uden for vores kontroltårn,« siger Mikkel Kristiansen.

Den tidligere Sydbank-direktør Karen Frøsig har tilsyneladende en forkærlighed for kontroversielle bestyrelsesposter.

Sidste år modtog hun heftig kritik for at acceptere en rolle i bestyrelsen hos ECCO, der har insisteret på at beholde sin forretning i Rusland efter invasionen af Ukraine.

Og onsdag offentliggøres det så, at Karen Frøsig er ny formand for malerkoncernen Flügger.

Netop Flügger bliver lige nu undersøgt for brud på sanktionerne mod Rusland, og i sidste uge blev både Flüggers kontor samt topchef Sune Schnacks private hjem ransaget af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Samtidig kom det frem, at både Sune Schnack og Flüggers finansdirektør er blevet sigtet i sagen om muligt sanktionsbrud.

Ikke desto mindre glæder Karen Frøsig sig til at indtage sin nye rolle, fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen.

»Flügger har et solidt potentiale med en unik forretningsmodel, og jeg ser frem til at bygge videre på en virksomhed med et stærkt brand og en god finansiel styring.«

I samme anledning erklærer Sune Schnack sig »stolt over«, at det er lykkedes at tiltrække en formand af Karen Frøsigs kaliber.

Føler sig snydt

Det var Danmarks Radio, der i sidste uge kunne berette, at maling fra Flügger stadig kan købes over det meste af Rusland.

Salget sker, til trods for at malingen i næsten tre år har været omfattet af EUs sanktioner mod Rusland.

Flügger hævdede ellers allerede i 2022 – i kølvandet på Ruslands angreb på Ukraine – at malingkoncernen havde opsagt sin aftale med sin mangeårige distributør i Rusland.

Og i sidste uge udtalte direktør Sune Schnack, at det danske selskab var blevet snydt.

»Vi har forladt Rusland, og vores politik er helt klar, i forhold til at vi ikke vil have noget med det marked at gøre. Det er også kommunikeret tydeligt til vores samarbejdspartnere,« udtalte han i en meddelelse til fondsbørsen og tilføjede:

»Alligevel har nogen tilsyneladende valgt at gå bag om ryggen på os og videresolgt maling i strid med reglerne. Det er fuldstændig uacceptabelt, og vi gør alt, hvad vi kan, for at få det stoppet.«

Forsvarede ECCO

Det er endnu uvist, hvad den nye formand, Karen Frøsig, tænker om efterforskningen af Flügger.

Men som medlem af bestyrelsen i ECCO har hun tidligere forsvaret skokoncernens beslutning om at blive i Rusland.

»Det er en virksomhed, som altid er gået op i sine medarbejdere. Da der var oversvømmelse i Thailand, var de meget optagede af at tage hånd om medarbejderne der. Det samme har de valgt at gøre i Rusland. Det synes jeg faktisk er okay. De har en kultur, de tør stå ved,« har hun udtalt til Børsen.

Karen Frøsig ventes at blive valgt ind i Flüggers bestyrelse ved den kommende generalforsamling i august.

Da 36-årige Andreas Steno Larsen som dreng skulle skrive i klassens blå bog, hvad han drømte om at blive, skrev han bare ét ord:

Penge.

»Det var ligegyldigt med professionen,« har han fortalt.

Den tidligere chefstrateg i Nordea er formentlig allerede velhavende, men nu kan han lægge en betragtelig sum oven i sin formue.

På X oplyser han således, at han har solgt sit analysefirma Steno Research – som blandt andet rådgiver hedgefonde om makroøkonomi – til Real Vision fra USA.

Ifølge Andreas Steno Larsen selv kom Steno Research ud af 2024 med et overskud på over én million dollar. 

Og til Børsen fortæller han, at firmaet er solgt for »et solidt tocifret millionbeløb i kroner«.

»Det konkrete beløb kender jeg ikke selv før om nogle år, fordi det vil afhænge af, hvor succesfuldt vi får migreret vores kunder over i deres system,« siger Andreas Steno Larsen til avisen.

Han har hidtil ejet firmaet sammen med sin forretningspartner Mikkel Rosenvold.

Mere tid til familien

Andreas Steno Larsen er en mand med mange jern i ilden.

Ud over Steno Research har han siden efteråret drevet hedgefonden Asgard-Steno Global Macro, han har udgivet bogen »Money (that’s what boys want), og så har han ageret vært på podcasten »Store Penge«, som udgives af Ekstra Bladet.

Derudover er han aktiv på de sociale medier, hvor omkring 250.000 mennesker følger ham.

Til Børsen fortæller Andreas Steno, at lanceringen af fonden Asgard-Steno Global Macro er en af de store årsager til, at Steno Research nu skydes af.

»Mit hjerte har nok banket mest for fonden, og det er også det, som jeg har dedikeret det meste af min tid til,« siger han.

Han fortæller samtidig, at han glæder sig til at kunne bruge mere tid med familien.

En anden risiko

Andreas Stenos nye fond, Asgard-Steno Global Macro, som han altså nu vil dedikere det meste af sin tid til, er en såkaldt hedgefond eller »alternativ investeringsfond«.

Man skal lægge mindst 750.000 kroner for at komme med om bord.

Hedgefonde adskiller sig på flere måder fra almindelige investeringsfonde. Blandt andet henvender hedgefonde sig til semiprofessionelle eller professionelle investorer.

Derudover er hedgefondes investeringsmuligheder bredere end almindelige investeringsfonde. Den væsentligste forskel er, at mens almindelige investeringsfonde tjener penge, når markedet stiger, kan hedgefonde også tjene penge, når markedet falder.

Alt sammen gør, at hedgefonde som regel har en helt anden risiko og koster mere end eksempelvis bankernes almindelige investeringsforeninger.

Typisk arbejder hedgefonde med en såkaldt 2/20-struktur, når det gælder omkostninger.

Her tager forvalteren to procent i faste omkostninger årligt – uanset hvordan afkastet har været – og et resultatgebyr på 20 procent af positive afkast over en vis tærskel.

Det kan du læse meget mere om i denne artikel, som Berlingske for nylig bragte om Asgard-Steno Global Macro.

Der er fart på dansk økonomi, og mange danskere kunne sidste år glæde sig over stigende lønninger.

Nye tal fra Skatteministeriet viser således, at danskernes A-indkomst – der primært omfatter løn, skattepligtige indkomstoverførsler og private pensionsudbetalinger – sidste år steg med 4,83 procent i gennemsnit.

Og faktisk er det gået hurtigst i provinsen, hvor kommuner som Læsø, Lolland, Struer og Vordingborg indtager topplaceringer, når det kommer til procentuelle stigninger.

Der er imidlertid én kommune, som er løbet fra alle andre: Kalundborg, hvor Novo Nordisk som bekendt har store produktionsfaciliteter med omkring 4000 ansatte.

A-indkomsten i kommunen steg sidste år med 6,54 procent svarende til næsten 21.000 kroner.

»Når man åbner de store aviser, kan man godt få et indtryk af, at det kun er i København eller de store byer, der er fremgang i økonomien. Men de nye tal her viser, at den bomstærke økonomi, vi har i Danmark, betyder, at stort set alle danskere har fået flere penge mellem hænderne, og at det ikke kun er i de store byer eller i Nordsjælland«, udtaler skatteminister Rasmus Stoklund (S) i en pressemeddelelse.

Øerne ligger højt

Om Novo Nordisk er årsagen til, at Kalundborg Kommune med knap 50.000 indbyggere indtager førstepladsen, kan man ikke konkludere ud fra tallene.

Men konstateres kan det, at Kalundborg ligger relativt langt over nummer to på listen, Vordingborg, som sidste år oplevede en stigning i A-indkomsten på 5,81 procent.

På tredje- og fjerdepladsen kommer Lolland og Læsø med stigninger på henholdsvis 5,61 procent og 5,55 procent.

»Det er et glædeligt sundhedstegn, at tendensen på tværs af hele landet og på øerne er, at danskernes indkomst er steget med adskillige tusinde kroner. Det er blandt andet takket være fagbevægelsen, der sammen med arbejdsgiverne har landet nogle flotte overenskomster i løbet af de seneste år,« udtaler skatteminister Rasmus Stoklund.

Selvom Kalundborg Kommune er på førstepladsen, når man udregner indkomststigningen i procent, overgås den af nordsjællandske kommuner som Gentofte, Rudersdal og Hørsholm, når det handler om stigning i kroner og øre.

Du kan selv se hele listen her.